DAF respekterer dit privatliv. Vi bruger cookies til en lang række formål, f.eks. websteders funktionalitet, forbedring af din oplevelse af vores websted, opbygning af integration med sociale medier og hjælp til at målrette marketingaktiviteter inden for og uden for vores websted. Ved at fortsætte dit besøg på vores websted giver du dit samtykke til vores brug af cookies. Hvis du vil tilpasse dine cookie-præferencer, skal du klikke på "Skift indstillinger" nedenfor. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Du kan få flere oplysninger ved at læse vorescookiepolitik.
 
Download
  • 5. november 2021
  • Kolding
  • DAF Trucks Danmark A/S
 

STARK først med fuld-elektrisk kranbil i Danmark

Danmarks største byggecenterkæde, STARK, har som den første virksomhed sat en fuld-elektrisk lastbil med kran i drift i Danmark. Det sker i form af en DAF CF Electric opbygget med kran og fast lad, der skal distribuere byggematerialer fra Danmarks eneste døgnåbne byggecenter, STARK-afdelingen City i Københavns Sydhavn. DAF-lastbilen har en rækkevidde på mere end 200 km på en fuld opladning, hvilket gør den ideel til tung distribution i byområder.

 
DAF-CF-Electric-1
 

- Hos STARK har vi en strategi om at gøre byggeriet mere bæredygtigt. Det gælder også transporten af byggematerialerne, fortæller logistikchef Brian Patzlaff. Han er ansvarlig for indkøb og drift af STARKs flåde på mere end 200 lastbiler.
- I arbejdet med at finde den bedste elektriske lastbil på markedet til vores behov var vi hele vejen rundt blandt alle lastbilleverandørerne og konstaterede, at DAF kunne levere den bedste løsning, fastslår han.
- Vi fik kontakt til DAF’s nordiske markedschef Lars Klogborg, og han ved, hvad han taler om. Vi fik kompetente svar og hurtige tilbagemeldinger på vores spørgsmål, så vi er helt trygge ved at lade DAF levere vores første elektriske lastbil nogensinde - og i øvrigt vores første DAF-lastbil i det hele taget, siger Brian Patzlaff.

2. generation

Den hollandske lastbilproducent DAF har i flere år arbejdet med udvikling af fuld-elektriske drivliner til lastbiler. Den nye DAF CF Electric til STARK er faktisk allerede 2. generation af DAF’s elektriske lastbiler, der har fordoblet rækkevidde samt 700 kg lavere egenvægt i forhold til 1. generation, der blev introduceret i 2018. Det er sket gennem samarbejde med den ligeledes hollandske specialist i elektriske drivliner, VDL, samt ved brug af den nyeste batteriteknologi på markedet.
Den nye DAF CF Electric er opbygget med 20 t/m Palfinger-kran samt fast lad af samme type som de fleste af STARKs øvrige byggecenter-lastbiler. Opbygningen er udført af Bilstrup Karosseri og Ravnstrup Vognsmedie A/S i Stoholm, der har leveret mere end 100 tilsvarende opbygninger til STARK.
Banke ApS i Sønderborg har leveret den særlige kraftudtags-løsning, der driver den hydrauliske kran med strøm fra lastbilens batteripakke. Kraftudtagsløsningen består af en hydraulikpumpe inkl. elektronisk styreenhed, interface til lastbilens el-system samt omformer af strømmen fra jævn- til vekselstrøm. Hele pakken fylder ca. det samme som en flyttekasse har været nem at placere på chassisrammen under ladet.

Ekstra god manøvreevne

STARKs 3-akslede DAF CF Electric har typebetegnelsen 6x2*4 FAN, dvs. med hydraulisk styrbar bogieaksel, så den opnår ekstra god manøvreevne på byggepladser under trange forhold i Storkøbenhavn. Den har en tilladt totalvægt på 28 tons, hvilket giver en lasteevne på ca. 11 tons.
El-lastbilen skal køres af chauffør Lars Desler, der har kørt for STARK i tre år. Han slog straks til, da chaufførerne i STARKs City-afdeling blev spurgt, hvem der havde lyst til at være styrmand på Danmarks første fuld-elektriske kranbil.
- Jeg glæder mig til at prøve, hvordan sådan en el-lastbil bliver at omgås i hverdagen. Selve det at køre på landevejen, betjene kranen, læsse og losse osv. bliver vel nogenlunde det samme som med en almindelig dieselbil, men opladning, kørselsplanlægning i forhold til rækkevidde og at finde den mest økonomiske kørestil osv. bliver interessant at prøve, siger Lars Desler.
- Vi distribuerer alt fra hele læs træ over tunge paller med cement og fliser til mindre og lette pakker med el-artikler og værktøj til vores kunder, og jeg har rigtig mange leveringer hver dag. Det bliver spændende at se, hvordan de øvrige trafikanter samt vores kunder reagerer på bilens meget lave støjniveau, tilføjer Lars Desler.
- Hos STARK betragter vi distributionen af vores byggematerialer som lige så vigtig som kvaliteten og prisen på vores produkter. Levering på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt er afgørende for vores konkurrencedygtighed, og med vores elektriske DAF kan vi desuden tilføje ”på den mest bæredygtig måde”, slutter logistikchef Brian Patzlaff.


 
DAF-CF-Electric-2

Faktaboks

DAF CF Electric 6x2*4 FAN
Elektrisk motor 210 kW (285 hk), drejningsmoment: 2.000 Nm
Batterikapacitet 350 kWh (315 kWh effektiv kapacitet), type Li-Ion
Batteripakken er air-conditioneret til en konstant temperatur på 25-45° C
Chassisvægt 10,4 tons, komplet opbygget med kran og fast lad: ca. 15 tons
Rækkevidde på en fuld opladning op til 220 km
Ladetid ved 250 kW ca. 75 minutter
 
 
 
 

For yderligere oplysninger:

DAF Trucks Danmark A/S
Rita M. Hansen,
2142 7971